VEJE
Et gammelt mundheld siger: “Alle veje fører til Rom”. Jeg har ofte undret mig over dette udsagn, da jeg var barn. For vejen til Roskilde – jeg boede da i Ringsted – førte da ikke til Rom. Ej heller når vi drog afsted på ferie til familien i Jylland, og hvordan kunne vi danskere overhovedet finde til Rom, for jeg så da aldrig skilte med det bynavn på – og ja, jeg ved godt, at Rom også findes i Nordvestjylland!. I dag giver udsagnet dog en ganske anden betydning. Der er den direkte vej og så er der alle omvejene, og dem er der flest af!
Udover at finde til Italiens hovedstad – Rom – er det også et rigtig godt udtryk for, at der er flere veje til at nå ens mål. Vi behøver ikke alle tage den samme vej. Nogen tager den korteste, nogen den hurtigste, andre finder glæde ved de små veje og den længere tid, og atter andre har måske ikke Rom som det oprindelige mål, men skal liiggee se, hvad der ellers er af muligheder og målet bliver måske hen ad vejen et helt andet. Nogen begiver sig ud i det blå og lader impulsiviteten råde, nogen planlægger i detaljer hjemmefra, nogle bruger kort, andre krak eller GPS og nogle lader sig guide af skiltene. Der er rigtig mange muligheder i dag for at finde vej, OG der er mange veje!
Netop mulighederne kan forvirre mere end godt er, for hvad nu, hvis jeg vælger den forkerte vej? Så har jeg jo både brugt min tid forkert, jeg risikerer, at andre synes, jeg er lidt dum, jeg får måske uplanlagte udfordringer eller oplevelser, og jeg finder måske ud af, at mit mål er et ganske andet? Hm, tja og hvad så? Hvordan kan vi egentlig vide, hvilken vej der er den rigtige? Der er jo kun én direkte, alle de andre er vel omveje – eller? Så sandsynligheden for at tage en omvej er langt den største. At blive hjemme i angst for at tage den forkerte kan være en sikkerhed, så får vi ikke uplanlagte problemer og udfordringer. Er der overhovedet en forkert vej? Hvis den er blind, er det ikke en vej men en blindgyde – så faktisk JA – alle veje fører til Rom.
Ensretning
Hvordan kan det sammenlignes med vores hverdag? Vi lever i dag i et samfund, hvor vi for det første skal have et klart defineret mål eller gerne flere – det sker allerede i daginstitutionerne i dag, at der bliver lavet mål og delmål for vores børn, og det følger dem op gennem hele skolealderen og såmænd resten af livet, vi vil også gerne have indflydelse på hvornår og hvordan vi skal herfra – vi skal også helst så hurtigt som muligt nå vores mål, for det er det billigste for samfundet(!) og så skal vi samtidig undgå at tage bare en lille afstikker eller begå den mindste fejl men i stedet gerne alle have et CV med ene 12 taller. Tænkt ud i yderste konsekvens, så bliver vi en befolkning, der alle når vores mål på samme tid og måde, alle er indstillet på straks at sætte et nyt mål, vi har de samme oplevelser og erfaringer med og ingen skeler til siden, for det er jo en omvej! Jeg ved ikke hvorfor, men der kommer et billede for mit indre øje af en flok kinesere fra Mao´s tid – de var alle klædt i samme grå dragter med rødt armbind om den ene arm, havde samme mål, bar på ens arbejdsredskaber og gik én efter én efter hinanden i en meget lang række. Indrømmet det er sat lidt på spidsen og måske den situation kun har udspillet sig for mit indre øje.
At turde betræde andre stier og/eller være uperfekte
Men som et billede på en ensretning, der kan have et udmærket formål i nogle tilfælde – f.eks. at vi har et sæt fælles færdselsregler . I andre tilfælde er jeg af den klare overbevisning, at et folk bliver amputeret, hvis vi skal ensrettet. Vi kan pludselig komme til at stå fuldstændig hjælpeløse , afmægtige og afhængige, hvis vi ikke tør og turde noget mere. Jo flere veje vi har turdet betræde des flere oplevelser og erfaringer har vi, og de flere redskaber har vi at kunne bruge af, når vi står overfor en udfordring. Det er, når vi er handlingslammet, at vi kan blive stresset, deprimeret, uhensigtsmæssig vrede m.v., derfor skal vi lære og turde lære at være frustrerede og det helst også som børn. Og i troen på, at vi kan finde en vej eller spørge om hjælp gør os stærkere som voksne, når vi møder problemer, idet vi har et bedre fundament at kunne handle ud fra. Derfor skal vi også være bedre til at tilgive både os selv og andre, men den starter som regel hos os selv! Der er ikke ret mange, der bevidst og med fortsæt begår en fejl, og husk de som aldrig begår en fejl, det er dem, som intet laver! Tænk i stedet, at der er en god hensigt bag enhver handling. Mennesker er forskellige, og det er løsninger også. Vi skal acceptere og respektere vores forskellighed indenfor de rammer vores kultur og samfund står for, og vi skal være mere tilgivende, også når vi tror vi selv eller andre har valgt den forkerte vej – for den findes jo ikke!!