“Folk uden humor burde tilkendes mellemste invalidepension!!”
Sådan sagde Jakob Haugård engang, og manden har jo fuldstændig ret. Vi er nogen, der til enhver tid vil påberåbe os retten til at le. Le af os selv, le af de andre og ikke mindst le af alt derimellem. Vi finder latter og smil som en daglig vitaminindsprøjtning til de gøremål, der nu ikke er så tiltalende og en kilde til ny energi, når vi står i lort til knæene. I nogles øjne burde det kunne udskrives på recept på højde med motion.
Men kan vi afkræve andre humor og glæde? Og kan vi kræve, at det forefindes på en arbejdsplads? I mange job annoncer står der “Et arbejdsmiljø fuld af humor”. Hvad er det egentlig og hvor meget, hvor tit og hvor længe forventes det, at man er “fuld af humor”? Kan det ikke accepteres, at man har en dårlig dag, hvor der er langt mellem de humoristiske indslag? Er det ok at udsætte chefen for humor, eller er det faktisk selvironien, der er mest velkommen? Jeg har sat mig for at udforske dette lidt mere og udvalgte en arbejdsplads som forsøgsstation. Jeg havde set et stillingsopslag for en ny medarbejder på stedet for en tid siden, og der stod også det her om “humor”.
Da jeg spurgte ind til, om det var et krav for at få jobbet, at man havde humor, var svaret ja og nej i samme sætning. Ledelsen ønskede en medarbejder, der er fleksibel og glad, jo men er det ligesom at være fuld af humør/humor? Er humor, at medarbejderen kan grine af, at arbejds planen bliver ændret i hver uge uden at kommentere det yderligere? Det mente de faktisk ikke, og så det blev lavet om til den næste job annonce. Og hvad med kollegaerne? Ønskede de en medarbejder, der er lalleglad og aldrig alvorlig i samspillet? Nej, så afgjort ikke. De ønskede en kollega, der er med på sjov, spas og samvær, når tiden er til det og alvorlig, ansvarsfuldhed og pålidelig, når det er påkrævet. Altså er humor en svær størrelse at håndtere, fordi vi hverisær har vores udlægning af dets betydning, og hvordan vi ønsker, at andre “oversætter” ordet.
Det er faktisk også muligt at deltag i et “Latter kursus”, hvor deltagerne lærer at le hjerteligt, oprigtigt og faktisk på kommando, og lære at bruge latter i forskellige situationer.
Så god fornøjelse med den kære HUMOR, brug den men misbrug den ikke, hverken som ord eller handling. 🙂