Det er hvidt og mørkt derude!!!
I skrivende stund er det mørkt, koldt og blæsende udenfor vinduerne. Det kan være lidt svært at forestille sig, at dagene igen bliver lyse, lune og vindstille og så alligevel. Der er, med mine briller på, altid et eller andet, der fortæller mig, at lyset vender tilbage. En fugl, der på trods af kulde, fløjter en melodi, en stund med fuld sol i drivhuset eller blot det at være i gode menneskers nærhed, bekræfter mig i, at alt er, som det skal være. Vi lever i et land med skiftende årstider. Vi ved som hovedregel, hvor langt vi er kommet på året bare ved at se ud af vinduerne, ja vi kan næsten stille uret efter, hvad vi kan se ude i naturen, og det er i min optik da fantastisk. Mange ville gerne at varmen var der hele tiden. Jo, det kunne da være ok en tid, men hvordan ved jeg, at varme er dejlig, hvis jeg ikke har følt frosten bide i kinderne? Hvordan ved jeg, at lange lyse dage er fantastiske, hvis jeg ikke har oplevet meget korte dage med få timers lys? Hvordan ved jeg, at venner, familie og netværk er altafgørende for mit liv, hvis jeg ikke har prøvet at være ensom?
I denne mørke 1/4 del af året rykker vi tættere sammen, der er aktiviteter i hallen, der skal passes, der er foredrag der skal høres, og der bliver måske drukket lidt mere “hygge” kaffe end om sommeren, og sådan har det altid været. Mørket signalerer, at nu er det tid til at geare ned, tid til at tænke og tid til at være mere i ro.
Når det så er sagt, kan vi i den fagre nye verden være “på” 24-7, hvis vi vælger det. Men det er et valg, og der kan sagtens vælges noget andet. Måske vil julen 2017 være et godt bud på en uge med “off” tilstand, en uge hvor hoved, krop og sind kan få ny energi, nyt syn på verden og nye ønsker og muligheder. Jeg ønsker jer alle held og lykke med forsøget, og behøver I hjælp eller indspark til at sætte de nye mål eller hjælp til planen for udførelsen, så kontakt os i PS. Vi hjælper gerne i uge 1, når vi kommer tilbage fra “OFF” tid. PS: mailen er altid åben :), og vi svarer når vi kan.
Hanne og jeg vil gerne ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.