Jeg har de sidste dage fordybet mig i min bedstefars erindringer. Det har været spændende læsning, og det har sat mange tanker igang hos mig. Min bedstefar blev født i 1920 ude på landet. Der var ingen strøm, ingen indlagt vand og ingen telefon. Allerede her må jeg holde pause og undres: Hvordan ville en hverdag uden de faciliteter være? Kedelig? Stille – eller måske ligefrem afstressende? Ja, vi får jo ikke lov at være “alene” ret længe i vores samtid. Jeg læser videre – al kørsel forgår med hest eller cykel. For pokker da, hvordan kunne man nogensinde nå at komme både ud og hjem fra job den samme dag? Ja, det står der så, at man heller ikke kom! Min bedstefar fik plads på landet, og der måtte han så bo. I en meget ung alder måtte han selv tage vare på hverdagen langt fra mor og far. Vores unge mennesker i dag ved knap nok, hvordan man starter vaskemaskinen, eller hvad en rulle wc papir koster, før de er langt oppe i 20`|erne. Ikke at det er deres fejl, men vi har som forældre vartet dem op i den bedste mening hele livet og faktisk gjort det til vores fornemste projekt at servicere.
Min bedstefar Morten Bodilsen født 1920, Åsted
Bedstefar var meget god til at køre med heste, og det blev hans passion i mange år. Det svarer vel til, at nutidens unge er gode til et computerspil, som de dyrker på højt plan? Bedstefar tjente så bare penge på passionen, så han var jo egentlig professionel i en tidlig alder. Bedstefar skriver om livet som voksen, som far og som husbond. Det har ikke altid være en let verden, men han var et positivt, humørfyldt og levende menneske, der fik det bedste ud af livet, og det han nu stod i. “Vi har alle de ressourcer vi skal bruge”, er i sandheden rigtig her.
Jeg har læst historien færdig, og jeg sidder med en stor respekt for det liv, mennesker havde den gang. Stor respekt for den manuelle råstyrke, der skulle etableres hver dag og stor respekt for, at han til stadighed kunne bevare en glad tilgang til os som børnbørn, selvom vi jo ikke anede, hvad han havde måtte gennemleve som barn.