Skal vi behandle mennesker ens, skal vi behandle dem forskelligt i vores kommunikation.
Det er da noget være sludder! Det vil nogen måske mene, men fakta er, at vi i enhver situation bedst møder mennesker lige der, hvor de nu er. Både rent fysisk men også på måden vi kommunikerer på. Møder jeg et barn, der råber og er meget vredt, er den lige vej til kommunikation og det at føle sig mødt, at jeg også hæver stemmen. At snakke stille og roligt til barnet vil i mange tilfælde blot give det stik modsatte resultat, netop fordi det bliver en provokation i barnets øjne. Det forholder sig på fuldstændig sammen måde med voksne.
En kollega er måske meget stille og snakker meget sagte, og det kan give udfordringer i forhold til kommunikation, når der skal videregives beskeder i en travl hverdag på kontoret. Hvis jeg hæver stemmen og svarer tilbage, at jeg ikke forstår hende, er kommunikationen allerede her knækket/forstyrret. Havde jeg istedet holdt tonelejet nede og anstrengt mig for at høre, hvad hendes besked var og spurgt om en gentagelse, havde hun følt sig mødt og forstået.
I det hele taget er de signaler, vi sender med det talte sprog, kun en understøttende del af vores kommunikation. Faktisk er hele 93 % af vores kommunikation ikke ord, men kropssprog(55%), og hvordan vi siger ordene (38%). Om vi taler højt eller lavt, kraftigt eller blødt og om vi udtaler alle ord eller “spiser” nogen i farten. Ved at se på mennesker, vil de flest umiddelbart kunne udlede deres egen model af hvordan sindsstemningen er hos den anden. Vores kropsholdning fortæller, den eller dem vi har interaktion med, om vi er i godt humør, sure eller blot ligeglade. Faldgruppen er her, at vi jo faktisk ikke kan være 100 % sikker på, hvad der egentlig foregår i hovedet på den anden.
SÅ at behandle folk ud fra den situation de er i lige nu og møde dem på deres banehalvdel er altid den bedste indgangsvinkel til god kommunikation.